Rødkærsbro Mejeri er fra 1989 og er med sine 31 år en af de unge modeller, når det kommer til mejerier i Arla-regi. Dengang Rødkærsbro blev bygget, var det til produktion af hvid ost, men i løbet af 90’erne blev det ændret til kun mozzarella. Og mozzarella bliver der produceret meget af. Siden 1989 er produktionen steget med 80.000 tons, og i dag sender man hvert år 85.000 tons mozzarella ud til hele verden.
One mozzarella
Rødkærsbro er ikke alene om at sørge for, at der kommer revet mozzarella og pizzatopping ud til fastfoodkæderne og dit lokale supermarked. I 2019 slog de sig sammen med Branderup Mejeri under det, de selv kalder One Mozzarella. Selvom de to mejerier ligger mere end 170 kilometer fra hinanden, har samarbejdet ifølge mejeridirektør Rene Nørgaard været en succes:
”Vi kan se på tværs af mejerierne, at det har styrket problemløsning, udvikling og kompetenceudveksling.”
Klimavenlig transport
Når man sender så mange tons mozzarella ud i verden, som de gør hos Rødkærsbro Mejeri, kan det umiddelbart lyde svært at være sådan rigtig bæredygtig. Men Rødkærsbro Mejeri forsøger at gøre transporten så klimavenlig som muligt – bl.a. ved at få mest muligt ombord på fragten, sørge for at bruge den mest klimavenlige transportform og minimere spild af produkter. Det sidste kan gøres ved at stykfryse osten.
“Heldigvis hænger proces, økonomi og klima-impact dejligt sammen,” fortæller René Nørgaard, “den billigste metode er oftest også den mest klimavenlige.”
Strøm til byen og rent vand
På Rødkærsbro Mejeri bruger de biogas og varmepumper som energiforsyning. Biogassen er de så heldige at få fra lokale Arla-landmænd, og selvom der bruges en stor portion energi til osteproduktionen, så er der et overskud af varme, som mejeriet ikke kan nå at få brugt. Derfor lavede man i 2016 et samarbejde med det lokale fjernvarmeværk. Resultatet af den aftale er, at Rødkærsbro Mejeri nu leverer varme til ca. 600 husstande i nærområdet.
Også rent vand er en vigtig faktor for mejeriet. Rene Nørgaard forklarer, at når man bruger så store mængder vand, så er man nødt til at tænke over at kunne genanvende det. Netop det gør de ved hjælp af teknologien biobooster, som et nyt system inden for rensning af spildevand. Biobooster bruger mindre energi end ældre teknologier og renser en større mængde vand, som mejeriet så kan genanvende.