Print
Rabarberkoldskål med rug-kammer-riddere
Rabarber møder kærnemælk og ymer og sammen møder de ristet rugbrød og kanel. Der er fylde og syrlighed, dybde og varme i denne opskrift. Server koldskålen på en lun forårsdag.

- Kom rabarber, sukker, ingefær og vand i en gryde og kog det i ca. 10 min. Lad det afkøle let og kør kompotten helt glat i en blender og lad det køle helt af.
- Pisk æg og vaniljesukker helt skummende og lyst. Bland med kærnemælk og ymer og bland til sidst den afkølede rabarber ned i koldskålen. Smag evt. til med mere sukker, afhængigt af rabarbernes surhed.
- Smelt smør og sukker lysebrunt i panden og vend rugbrødsternene heri. Bliv ved at vende i brødet så det ikke brænder på. Tilsæt kanelen og steg eller bag brødet lysebrunt og sprødt. Server koldskålen i små skåle og lad gæsten selv komme de sprøde brød på toppen.
- Lav evt. selv vaniljesukker af 1 tom vaniljebælg blendet med 50 g sukker.